Læserbrev bragt i Information 8. juni 2023

Med ildhu kæmper vores politikere om, hvem der kan trække i den bæredygtige førertrøje. Der mangler ikke kreativitet, når det gælder ideer til at adfærdsregulere borgere og virksomheder ved brug af klimaafgifter. Men måske det var på tide, at også staten kiggede indad og overvejede at afskaffe brugtmomsordningen. Stærke argumenter taler for det.

Produktionen af tøj sig tegner for omkring ti procent af verdens samlede CO2-udledninger, og forbruget af tøj og sko forventes alene i EU at stige med over 60 procent frem mod 2030.

Tøjspild er med andre ord en klimasynder i sværvægtsklassen. Selvom secondhand de seneste år har været på fremmarch, overvejer 64 procent af danskerne end ikke secondhand, når de shopper. Det undrer mig i en tid, hvor klimadagsordenen i den grad presser sig i forgrunden.

Derfor skiftede jeg selv for nylig karrieren som rådgiver på Christiansborg ud med tilværelsen som iværksætter og indehaver af Grade A Copenhagen. Ambitionen er at sætte en ny standard for secondhand, så langt flere danskere kommer med på vognen.

At overvinde eksisterende barrierer kræver ikke blot iværksættere med stor kampgejst. Det kræver også politisk handling. En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at det især er forventningen om en god pris, der frister forbrugerne til at købe brugt. Skal flere forbrugere kigge i mere bæredygtig retning, næste gang garderoben skal opgraderes, er økonomiske incitamenter derfor et godt sted at begynde. Heldigvis er der en lavthængende frugt, som kun venter på at blive plukket, nemlig brugtmomsordningen.

Som det er i dag, køber butikker, som sælger brugt tøj, stort set aldrig varer med moms på, hvilket gør det svært at drive forretning på almindelige vilkår med købs- og salgsmoms. Disse virksomheder har derfor mulighed for at benytte sig af brugtmomsordningen, hvor der i stedet betales moms af fortjenesten. Men hvorfor ikke blot friholde cirkulære forretningsmodeller for afgiften? Da varerne købes af private, er der jo allerede betalt moms af dem én gang. Læg dertil, at brugtmomsen må antages at udgøre et relativt lille provenu i statskassen, men en afskaffelse vil være et stærkt signal og drivkraft for overgangen til mere cirkulær økonomi.

Der er brug for, at politikerne trækker i en rigtig retning. Og her er gulerod frem for pisk en god vej at gå, eller som de siger i USA: Money talks.

Link til debatindlæg på information.dk